Læder er et fantastisk naturprodukt. Det har karakter, et flot udseende og er både slidstærkt, stilfuldt og nemt at vedligeholde. Da læder er et naturprodukt, kan man opleve strukturforskelle på selv de smukkeste huder, der har hver sine karakteristika. Det kan være insektbid, rifter, forskellig struktur og elasticitet afhængig af, hvilken del af huden der er brugt.
Sådanne uregelmæssigheder er ikke fejl, men kendetegn ved ægte læder.
Når du modtager dit lædermøbel fra os, er det klar til brug, da læderet er helt færdigbehandlet, når det forlader garveriet. Herfra skal du kun yde en lille indsats for at kunne nyde det i mange år fremover.
Støvsug jævnligt med en blød børste og tør fladerne over med en tør eller let fugtig klud, når det trænger til rengøring. Er læderet mere tilsmudset, kan man tørre af med en klud, der er vredet hårdt op i demineraliseret vand, så man undgår kalkpletter.
Ved værre tilsmudsning aftørres hele møblet med læderrens. Brug af plejeprodukter på anilin-læder vil gøre læderet mørkere, indtil fugten er absorberet.
Alle lædermøbler bør desuden beskyttes mod sollys og stærk varme. Placér derfor møblerne i god afstand fra radiatorer, brændeovne og stærkt sollys, da det kan falme og udtørre læderet.
Den tørre luft, der kommer, når man skruer op for varmen, slider også på læderet. Derfor er det en god idé med en stabil temperatur på 20-22 grader i vinterhalvåret. Anilin-læder er ekstra sårbart over for sol og varme.
Anilin-læder er et ubeskyttet og levende materiale, der føles meget blødt, komfortabelt og har et naturligt udseende. Derfor vil man også altid opleve forskelle i struktur og farve samt ujævnheder i huden.
Åndbarheden gør også anilin-læder meget modtagelig over for snavs, fedt og fugt. Til gengæld vil skaden fortage sig relativt hurtigt og trækkes op i læderet.
Semianilin-læder har fået en let overfladebehandling og er derfor mere modstandsdygtigt end anilin-læder.
Det gør læderet meget brugervenligt og giver det et mere ensartet udtryk uden at give afkald på læderets bløde og behagelige egenskaber.
Dækfarvet læder (også kaldet narvlæder) har fået en noget kraftigere overfladebeskyttelse.
Dette gør de naturlige uregelmæssigheder mindre synlige og giver et materiale med stor holdbarhed.
Når du tager dit nye lædermøbel i brug, er læderet forholdsvist stramt. Men i takt med at du bruger møblet, vil læderet udvide sig en smule, så der kan opstå rynker.
Det sker typisk inden for den første måneds tid, afhængigt af hvor meget møblet bruges. Herefter vil læderet kun udvide sig i mindre grad.
Disse rynker er ganske naturlige og ikke en fejl i kvaliteten af dit møbel.
Bliver læderet tilsmudset, kan det være fristende at prøve at fjerne pletterne selv. Men vær forsigtig, da du ofte kan gøre større skade end gavn.
Derfor kræver pletfjerning på lædermøbler oftest professionel assistance. Men kommer der først en plet, skal du reagere omgående. Anvend aldrig almindelige rengøringsprodukter, da syren ødelægger læderet.
Se flere tips herunder eller se hele oversigten her >