Sådan minimerer du pilling

 

Pilling betyder, at stoffet kan blive loddent og nulret i overfladen. Det opstår, når tekstilfibrene trækkes lidt ud af stofoverfladen og danner små fiberkugler. Nogle tekstiler har et overskud af løse fibre, som kan føre til pilling. Det vil dog normalt aftage efter noget tids brug.

Pilling

Ellers er pilling et resultat af fremmede fibre fra tøj, plaider og støv, som sætter sig fast i stoffet. Det kan give møbelstoffet et nusset udseende, men har ikke noget at gøre med kvaliteten af møblet.

Er pilling først opstået, kan det dog nemt fjernes igen med en elektrisk fnugfjerner.

Forebyg pilling

Ved god forebyggende behandling kan man minimere graden af pilling.
Her spiller fugt, statisk elektricitet og støvsugning en stor rolle.

Tænk over temperaturen

Alle nye tekstiler er tilsat fugtighed i form af fedt, voks eller andre fugtighedsbevarende stoffer. Disse vil tørre ud og forsvinde gradvist over tid.

Når tekstilfibrene mister fedt og fugtighed, bliver de statiske og vil derfor tiltrække sig støv og snavs, der øger risikoen for pilling. Fænomenet opstår især om vinteren, når vi skruer op for radiatoren eller tænder for varmepumpen, da det giver en meget tør luft.

Derfor anbefaler vi, at man holder en stabil temperatur på 20-22 grader i vintermånederne. Den billigste løsning er at sænke temperaturen, men er der stadig tendens til statisk elektricitet, kan en luftfugter måske hjælpe.

Støvsug ofte, men forsigtigt

Friktion og for hård støvsugning kan også øge risikoen for pilling. Derfor er det vigtigt at støvsuge med lav sugeevne og blød børste. Imprægnering kan i nogle tilfælde også øge risikoen for pilling.

Når den fugtafvisende hinde fra imprægneringen forsvinder, kan snavs lettere sætte sig fast og øge risikoen for pilling. Derfor er det vigtigt at støvsuge ofte.